Kvinder anmelder arbejdsstress tre gange så meget som mænd
Kvinder anmelder arbejdsstress tre gange så meget som mænd
Kvinder anmelder stress tre gange så meget som mænd i forbindelse med arbejde, viser ny analyse.
De skal bare få bevilget en personlig assistent - lige som https://ekstrabladet.dk/underholdning/dkkendte/politiker-raser-over-influencer-det-kraenker-min-retfaerdighedssans/10589992
I ligestillingens navn, burde kvinderne tage sig sammen....
Er det tabu belagt for mænd ? Eller er vi bare mere selvopofrende? Tænker ikke vi bliver mindre stresset end kvinder...
Jeg har selv overvejet at tage fat i lægen med hensigt at få en sygemelding... men som alle andre lægebesøg føles det mere overskueligt at presse igennem og bare blive i dagligdagens rytme, selvom den var virkelig presset i den periode.
Jeg har forstået nyheden sådan, at det i høj grad handler om, at mænd ikke anmelder de samme ting. Der er jo så to dele: ét er om de overhovedet sygemelder den samme stress, men det er også et spørgsmål om, hvorvidt de anmelder en faktisk sygemelding som en arbejdsskade. Jeg ved ikke, hvordan analysen har opgjort det. Måske regner de kun på det sidste?
Jeg er selv sygemeldt med stress og har været det længe, og jeg var slet ikke klar over, at der var nogen grund til at kigge på, om det var en arbejdsskade eller ej. Måske har nogle fag bedre information om den slags end andre?
Jeg har en terapeut, der engang har sagt, at mænd som regel har det værre, før de kommer til hende, end kvinder. Jeg ved også fra mig selv, at jeg meget længe slet ikke tænkte på mit liv som præget af stress. Jeg var selvfølgelig træt og havde hovedpine det meste af tiden, og jeg havde da rimelig travlt, men jeg havde jo ikke mere travlt end alle andre, som jeg så det, og jeg mente også, at nu var jeg jo voksen og havde familie og børn, og så var det bare ikke længere mine egne behov, der kom i første række. Det er nok også sådan, at jeg er en type, der ikke bryder grædende sammen. I stedet spænder jeg ballerne og håndterer ting på egen hånd, for sådan har jeg altid gjort. Jeg kender andre, som blev enormt grådlabile af stress. Hvis de begyndte at græde, når nogen spurgte dem, hvordan de havde det, så var det nok, lige meget hvad de ellers havde tænkt, et tegn på, at de ikke havde det så godt. Måske er tendensen, at der er flere blandt mændene, der gør som mig, og flere blandt kvinderne, der har en mere sund kontakt med deres følelsesliv?
Mht. dig selv så synes jeg, du skal tage til lægen. Stress slider på en. Der er - kan jeg bevidne - ingen præmie for at være den, der venter længst tid med at gøre noget ved det :)
Jeg ved også fra mig selv, at jeg meget længe slet ikke tænkte på mit liv som præget af stress. Jeg var selvfølgelig træt og havde hovedpine det meste af tiden, og jeg havde da rimelig travlt, men jeg havde jo ikke mere travlt end alle andre, som jeg så det, og jeg mente også, at nu var jeg jo voksen og havde familie og børn, og så var det bare ikke længere mine egne behov, der kom i første række. Det er nok også sådan, at jeg er en type, der ikke bryder grædende sammen.
Hvordan fandt du ud af om du var stresset eller om du ligesom bare kunne "presse ballerne sammen" noget mere og så går den? Jeg ved ærlig talt ikke selv hvad jeg skulle kigge eller føle efter eller hvornår man går udover grænsen.
I ligestillingens navn, burde kvinderne tage sig sammen…
Synes nærmere omvendt, mænd burde melde sig syge når de er syge. Det er helt sikkert tabubelagt.
Når man så også tænker på at kvinder generelt er mindre på arbejdsmarkedet er det endnu mere skævt.
Enig med mændene skal passe bedre på dem selv, men tror (i hvert fald på kontorgangene) ikke tabu er det største udslagsgivende forhold.
Altså, det er rimligt toksisk at bare bide det i sig og få mavesår, depression eller det der er værre. Det er en dårlig kultur der gør, at mænd ikke indberetter den slags.