Parløbet mellem Kjærsgaard og Fogh i 0’erne er det mest skadelige der er sket for dansk parlamentarisme i en menneskealder. En ting er, at hun og hendes parti har været eksponent for en symbolpolitisk overbudskonkurrence hvor afstumpetheden var pointen. Men det er næsten værre at de to igennem et årti normaliserede studehandler og kontraktpolitik i en sådan grad at vi den dag i dag går i selvsving over “løftebrud” når en mindretalsregering ikke kan gennemføre sin politik 1:1.
Det plejede faktisk at være normalen at en regering aktivt skulle finde et flertal fra sag til sag og jeg tror på at det gjorde noget godt for den politiske samtale som helt forsvandt med 0ernes blokpolitik.